Jeg er netop flyttet ind i nye dejlige omgivelser i FænøSundhuset i Teglgårdsparken i Middelfart. Ude i trappeopgangene er væggene dekoreret med fine Piet Heins Gruk og vignetter. Det har gjort mig nysgerrig på at genopdage disse Gruk, som i al deres enkelhed, er gode til at sætte tanker i gang, fordi de perspektiverer så mange tidløse fænomener. Et af de Gruk jeg særligt har hæftet mig ved et dette:

Advarsel til en kulturimitator.

Nær din egen sultne sjæl

og hold den stærk og vågen,

for hvis du ikke er dig selv,

så er du ikke nogen.

De to sidste linjer virker jo så åbenlyst logiske og rigtige, at man ikke kan sige dem imod. Hvis man ikke er sig selv, hvad er man så? En kopi? En kamæleon? Som titlen antyder – En imitator? Nær din egen sultne sjæl og hold den stærk og vågen – hvordan gør man det? Jeg tror de fleste mennesker nærer sjælen på mange forskellige måder: gennem direkte gensidig kontakt med andre mennesker; familie, venner, bekendte, kolleger, men også indirekte kontakt med andre mennesker gennem kunsten; litteratur, musik, film, teater, billedkunst. Nogen gange næres sjælen i bekræftelsen – vi taler med en eller samarbejder med en vi oplever samklang med eller vi læser en bog der bekræfter vores ”model of the world”, hører et stykke musik der falder i vores smag osv. Andre gange næres sjælen af modspillet – vi diskuterer og oplever at holdninger kan flyttes – egne og andres – eller vi ser en film der forstyrrer vores ”model of the world” og gør at vi må revidere den. Uanset hvad der nærer sjælen, så er der et element af samspil med omgivelserne – kontakt – i spil. Det leder mig frem til en psykologisk pointe: Den du er – din personlighed – er formet i samspil med dine omgivelser. Det, der har næret din sjæl, i tidens løb, har været med til at forme dig. Først og fremmest i dine nære relationer – forældre og søskende, og dernæst i de dybeste venskaber og parforhold. Den måde du er blevet spejlet på – set på – har været med til at skabe dit selvbillede, din identitet. På den måde giver det ikke mening at sige ”for hvis du ikke er dig selv, så er du ikke nogen” – for du er naturligvis altid dig selv. Men vi kender måske alligevel alle sammen til det der med at være en kamæleon i nogle sammenhænge – at tage så meget farve af omgivelserne at vi helt glemmer at mærke resonansen i os selv – det kan man kalde overtilpasning. Det kan både ske når vi ukritisk overtager en andens synspunkt – ”man kan ikke stole på lægerne, de er i lommen på medicinfabrikanterne”, når vi følger en andens smag – ”porcelæn skal være hvidt, ellers præsenterer maden sig ikke godt” – eller når vi kritikløst støtter og beundrer andre. En overtilpasning er ikke sund, den er ude af balance, på samme måde som det er ude af balance altid at være ”Rasmus modsat” og pr. definition tage afstand fra alle andres holdninger, ideer, tanker og værdier. Ofte er det i nogle særlige relationer vi kan være mest tilbøjelige til at overtilpasse os – i hvilke relationer sker det mon for dig? Det er en god øvelse at tænke lidt over om der er nogen relationer der giver dig følelsen af at miste kontakten med dine egne holdninger, ideer, tanker og værdier, men også hvilke relationer du er mest i kontakt med dig selv, og så du kan øve dig på, næste gang du er sammen med dem, at ”holde dig stærk og vågen”. Når du dybfølt kan sige:” Ja! Jeg er enig” – eller ”Nej! det har jeg det anderledes med”, så spejler du dig aktivt og sundt i dine relationer og så næres din sjæl.